CALA // SUNNA
22. januar 2020 kl. 20:00

CALA er lyden af en 22-årig, der på én gang er fortabt og forgabt i ungdommen. Stærke produktioner møder ung naivitet og skaber enkeltstående billeder på livet som ung.

··· når midnat er større end daggry ···
··· når lykken gør dig sårbar ···
··· når du er voksen udenpå ···

Organisk pop fletter fingre med folkrock, og vokser sig fra nøgent og intimt til altomsluttende og konfronterende.

Det bliver intimt, råt og til tider dansabelt, når CALA træder på scenen.


Sunna Gudlaugsdottir er en islandsk singer-songwriter bosat i Aarhus, som under kunstnernavnet SUNNA udkom med sin debut-EP i februar 2019. Pladen indeholder original musik af Sunna og er indspillet og produceret af Dennis 'Ghettoblast' Ahlgren i Aabyroad Studios. Musikken kan beskrives som folksy-pop/country, men med islandske rødder der stikker dybt. Selv beskriver hun musikken som 'moody-country', da musikken ofte indeholder en råhed og kant inspireret af kunstnere som Neil Young og Karen Dalton. Vokalmæssigt kan der også høres indflydelse fra kunstnere som Kate Bush og Joni Mitchell. SUNNA leverer de finurlige melodier med stor energi og spillegejst med god støtte fra sit dygtige liveband som bl.a. indeholder kontrabas, pedal-steel og banjo. Teksterne indeholder både dybt personlige beretninger, men også samfundskritiske budskaber på troubadourisk vis.