|
Carsten Lykke: Sang og bas
Kenneth Thordal: Sang, tangenter og guitar
Tobias Trier: Sang, tangenter og guitar
Oliver Zahle: Trommer og brøl
Der er kun een ting, mænd ikke forstår, og det er dem selv - når det kommer til kvinder. Derfor har de fire sangskrivere, Carsten Lykke, Kenneth Thordal, Tobias Trier og Oliver Zahle, slået sig sammen for at blive lidt klogere på deres egen opførelse i forhold til de uforståelige, fascinerende – og ofte uforståeligt fascinerende kvinder. Det er der kommet en bunke absurde, sørgelige, muntre og kælne sange ud af. Titler som ”Liderlig Barndom”, ”Ligger på din måtte”, ”Giv mig nu lov” og ”Konebyt” antyder, at de fire herrer synger om de kvinder, der har ødelagt, reddet, knust, opbygget, forstyrret, bedøvet og bestøvet deres tilværelse. I Herredømmet regerer sandheden. Her føler mænd sig hørt, forstået og tilgivet, og kvinder får et unikt kik ind i - ikke bare Herredømmets - men alle mænds følelser og tanker når det kommer til kvinden. En begejstret Klaus Lyngaard skrev i Information om debutkoncerten på Ingolfs Kaffebar i februar 2008:
”…det er længe siden, jeg har oplevet noget så sjovt, skævt og æggende (…) Thi her opstår en fælles konspiration mellem publikum m/k og kunstnere omkring tingene, som de virkelig er, hinsides de ofte kvalmende kærlighedssange, vi i ét væk diverteres med i hverdagens snavs og fortrædeligheder. Som en art punket - for der var KNALD på el-spaderne! - og maskulint svar på Anne Dorte Michelsens Venter på Far er der dømt seriøs kult fra første færd.”
I marts skrev Klaus Lynggard i Information om Herredømmets første koncert:
Sange om den moderne mand
En fest for vennerne og alle os andre, der droppede forbi den diminutive Ingolfs Kaffebar, hvor kvartetten Lykke, Thordal, Trier & Zahle piskede stemningen helt i vejret med en vittig, varm og swingende debutkoncert om den moderne mands genvordigheder
Sanger-sangskriveren er af natur en enlig jæger; han eller hun sidder på det forblæste tårnværelse med en fem-strenget guitar og/eller et ustemt klaver og forsøger at finde nye (eller som oftest: gamle) måder at udtrykke den menneskelige tilstand på, set gennem vedkommendes optik. På den led kan sanger-sangskriverens lod minde om digterens, dvs. et forsøg på formulere et strengt individualistisk verdenssyn, som så alligevel gerne skulle kunne antage (mere eller mindre) almengyldig karakter. Så langt, så godt. Problemet kan hen ad vejen blive en art solokuller, hvor hvad der på et tidspunkt lød friskt, stærkt og godt, antager karakter af manér. Og så indhentes kunstneren indenom af andre, mere vitale kræfter - om end ikke altid kommercielt, thi der kan ligge en karrieremæssig strategi i at udgive den stort set samme plade hver gang; spørg bare Poul Krebs eller Mark Knopfler; deres publikum vil hellere brække begge arme på langs end udsættes for musikalsk nytænkning. Af bl.a. de ovenfor skitserede grunde spidsede denne signatur øren, da rygtet om et samarbejde mellem tre af vor mest signifikante yngre sangskrivere bredte sig; Carsten Lykke, Kenneth Thordal og Tobias Trier, såmænd. Som hver for sig besidder udtalt særpræg med dertil hørende stærke som svage sider. Den fjerde aktør i firmaet, der er døbt Lykke, Thordal, Trier & Zahle (hvad ellers?), er trommeslageren Oliver Zahle, som mange associerer med radiosatireprogrammet Selvsving, men dette blakkede renomme til trods en hårdtslående, habil kedelbehersker. Carsten Lykke gjorde sig i midt-90'erne bemærket med trioen ibens, hvis debut fra '97 landede med et brag i en tid, hvor ingen sang på dansk. Indeholdende hudløse nyklassikere som "Ølstykke i November", "Solveig" og "Jeg savner min blå cykel" burde det have været startskud til en gloriøs karriere, men i stedet gik gruppen til i en velpubliceret hvirvelstorm af selvforskyldt sabotage - og siden har denne talentfulde og særprægede sangskriver haft svært ved at finde fodfæste trods solohittet "Hvis Frederik var til drenge".
Herligt tåkrummende
Tobias Trier har en stribe afvekslende soloskiver på bagen, hvor hans force (og akilleshæl!) er en overstrømmende musikalitet, hvis grænseløse karakter paradoksalt nok indimellem truer med at udslette solistens kunstneriske ditto - og så er han ikke verdens strammeste eller mest præcise tekstmager, og hans bedste album er stadig Balladen om Britina Castello fra 2001. Hvor den gode Kenneth Thordal faktisk nåede et peak med sidste års Alt og ingenting - til gengæld skyer han som tommelfingerregel det (alt for) personlige og retter helst skytset mod omverdenen, gerne kritisk, men med varm underfundighed.
Hvordan disse tre væsensforskellige sangskrivere ville formå at finde et fælles fodslag, pirrede min nysgerrighed i en sådan grad, at jeg ufortrødent drog mod Sundbyvester Plads for at opleve d'herrers debut-gig på den stopfyldte, diminutive Ingolfs Kaffebar.
Og det er jeg saftsuseme glad for, jeg gjorde, for det er længe siden, jeg har oplevet noget så sjovt, skævt og æggende. Også selvom vi stod som sild i en tønde, og mange af de fremmødte intet kunne se - jeg fik mig nu en god plads, klos op ad bandet, hvilket også betød, at det var mig muligt at høre teksterne. Og de var godt nok rigtig, rigtig morsomme, og så udforskede de med frækhed og tæft en række aspekter af den moderne mands genvordigheder; flere af dem lød grangiveligt som fødte hits, og vi lod os gerne lokke til at synge med på herligt tåkrummende udgydelser som "Liderlig barndom", den knivskarpe "Dig, mig og mit underjeg", "Konebyt", den lune "Sommerhus" og den inderligt pinlige "Ligger på din måtte" (og det er så en dørmåtte, der her tales om!).
Seriøs kult Kontrakten herrerne imellem - og sangenes tema - er udsagnet "Mænd forstår alt - på nær kvinder!", hvilket har været styrende for materialets retning og karakter. Det betyder ikke, at repertoiret så meget omhandler kvinder, snarere fungerer udsagnet som katalysator for ofte svidende præcise tekster om bl.a. mænds (skidte) natur, ofte utidige begær (det er i vores DNA, piger!), naturlige anlæg for pinagtig optræden og lidt for store forkærlighed for våde varer på malplacerede tidspunkter. Samt ikke mindst desorienteringen over for det kvindelige i alle dets fremtrædelsesformer, dog primært følelsesmæssigt som det rent ud kødelige. Ved at gå i kødet på det pinlige, det fortiede og det dybt personlige lykkes det i de bedste tilfælde de tre sangskrivere ikke kun at fremkomme med overraskende præcise tekster om den moderne mand i forskellige grader af "på skideren", de har også overskredet egne begrænsninger og i processen leveret en vare, der med forede træskostøvler går lige i publikum.
Thi her opstår en fælles konspiration mellem publikum m/k og kunstnere omkring tingene, som de virkelig er, hinsides de ofte kvalmende kærlighedssange, vi i ét væk diverteres med i hverdagens snavs og fortrædeligheder. Som en art punket - for der var KNALD på el-spaderne! - og maskulint svar på Anne Dorte Michelsens Venter på Far er der dømt seriøs kult fra første færd. Så lad gå, at samspillet er lidt løst i kødet, at det kneb med at følge hinandens cues, og at Zahle som sprechstallmeister skal øve sig på sine punch-lines hjemmefra. Thi som ensemble klæder, supplerer og udfordrer disse herrer hinanden, og den indbyrdes konkurrence får det bedste frem i dem alle. Kan de få det til at fungere på sigt, tør vi roligt spå om en succes, der kan vaske sig, kunstnerisk som kommercielt. I skylder os en skive, drenge! For jeg si'r dig, de var al'så skægge, Susanne - Forsalg: kr. 85,00 + gebyr
http://www.gaffabillet.dk/epay_unseated.php?ID=2492
|
Nyheder